21. sep. 2015

noget med en død mands trailer

Mester har brug for en trailer. Selvfølgelig har han det. Har han altid haft. Men vi har ikke plads. Aner simpelthen ikke hvor den skal stå. Virkelig ikke plads. Og det er vi enige om - fordi pladsen ikke er tilstedeværende. Og vi har jo naboens trailer. 
19 ud af 20 gange hvor naboens trailer triller - er det Mester der har gang i den. Naboen er fin fin med det. "Den står jo bare".



Men så ... døde kollegaens gamle far. Og den døde far havde en trailer. Det havde kollegaen også selv. Så Mester blev tilbudt den dødes trailer kvit og frit. Han kom hjem og fortalte det. Også at han havde takket nej. "For vi har jo ikke plads". Og det har vi jo ikke. 

Det var en fredag. Lørdag så jeg gennem vinduet at Mester var ude og flytte lidt rundt på bilerne i indkørslen. Sådan lidt større afstand til hegnet end normalt. Kløede sig i håret som han ikke har meget af. Kom så ind og lavede noget helt andet.

"Parkerede du bilen der, for at se om du kunne få plads til traileren?" spurgte jeg forsigtigt. "Ja altså, den kan godt lige stå der, hvis ... altså men nej". Hvorefter jeg spruttende af grin fik sagt "så hent dog den trailer". 

Det tog ham faktisk ikke mere end 5 min at komme ud ad døren. Nu står den her. Lidt i meget vejen. Men ... tsk tsk. Mænd Jyder og deres trailere. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar