20. feb. 2012

det danske sprog er en svær en

Vi starter med LÅS, der i flertal er LÅSE,
men flertal af GÅS er GÆS- ikke GÅSE
Vi taler om FOD, er der flere, siger vi FØDDER,
men skønt vi siger FLOD, vi aldrig siger FLØDDER.


Er der, EN, er det DEN, er der TO, siger man DISSE.
Hvorfor fa´n hedder PEN i flertal ikke PISSE!

At flertal af MAND er MÆND - ikke MÆNDER,
er svært at forstå, når en TAND bliver til TÆNDER,
skønt flertal af AND som bekendt hedder ÆNDER,
så hører man aldrig, at SPAND bliver til SPÆNDER.


En anden mærkværdighed er her til LANDS,
i tredie person er det HAN, HAM OG HANS,
er det så sund logik - ja derom spørger jeg KUNS
-man ikke om damer siger HUN, HUM og HUNS?


AT SYNGE i datid på dansk er SANG,
men GYNGE´S imperfektum er ikke GANG,
og hvem kan forstå, hvorfor SPRINGE er SPRANG,
når BRINGE det ikke i datid er BRANG?
korrekt hedder datid af BRINGE jo BRAGTE,
hvor er så logikke, når man siger BAGTE
på basis af infinitiven AT BAGE.


Et andet eksempel: Det hedder AT TAGE,
det bøjes til datid ved, at man sige TOG,
skulle BAGE så ikke give BOG?

Når BRINGE er BRAGTE, skulle BAGTE være BINGE,
men så måtte RAGTE være datid af RINGE
og RAGTE det findes på dansk faktisk ikke,
derfor må vi hellere la´ spørgsmålet LIGGE...

2 kommentarer:

  1. Puh ha, sikken en svada her op til weekenden; jeg må vist lige tanke op i en tænkeboks ;-)

    SvarSlet