25. okt. 2016

spontan magnetisme i øjnene

Altså den her skrifttæller jeg skal vil motionere. Det har dentossede eller pusseløjerlige effekt at jeg efter middag, tvinger mig selv ud i mørket altså hvis ikke tælleren ligner noget der er værd at være stolt af.

Og derude i mørket, der vader jeg rundt. Op og ned ad veje og tilbage igen. Og så er det at mine øjne klistrer, til de store oplyste vinduer, som magneter. Alt hvad der hedder pli og bør og skal og skal ikke - glem det. Jeg kan ikke dreje øjnene væk. 


Jeg kigger ind til folk i deres oplyste stuer, køkkener i røg og damp og halvdunkle bryggers. Jeg digter historier. Finder på hvad de mon taler om - om de har nogle at tale med, og hvem de mon er. 


"Ham der er nok politimand, og så er hun træt af at han altid kommer sent hjem - og at hun så skal stå med madlavning, vasketøj og alt muligt andet, helt alene. Derfor skændes de - lidt".

"Hende der hun bor alene. Er hun gammel? Nej ikke så gammel endda. Hmmm måske er hendes mand bare ikke hjemme i aften".


"Hold da op, de børn har eddermanme en fest. Ih hvor de hopper i sengen og griner. Sikke en dejlig lyd. Mon de er alene hjemme? Eller måske er deres forældre med i morskaben".


"Guuuuuuj der er gang i gryderne derinde. Gad vide om hele vejen kommer til middag - eller måske har de en helt flygtninge familie i kælderen, som også spiser med?!".



----------

In English: Something about walking, magnetism and imagination.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar